Copied to clipboard

Hvilket er bedst?

  • I debatindlægget, af Marie Kaarup, “Den syriske flygtning er ikke min næste, argumenterer den højreorienterede DF-politiker for at den stigende tendens til at vise hjælpsomhed/næstekærlighed over for flygtning overtager danskernes næstekærlighed til hinanden. Denne påstand er, fra mit standpunkt, et meget urealistisk synspunkt på samfundet i dag. Hun påstår, at de kristne værdier i Danmark er forsvundne og misforstået - især næstekærlighed. Kaarup mener, at fokusset på næstekærlighed mod flygtninge tager væk fra næstekærligheden mod vores nærmeste, men dette passer ikke. At danskere har overskuddet til at vise næstekærlighed mod flygtninge viser, at næstekærligheden allerede er en grundpille i vores hverdag. Vores næstekærlighed viser også, fra et religiøst standpunkt, at der er stort brug af investeringskristendommen - dog vises der ikke næstekærlighed udelukkende pga. Guds frelse skal opnåes, så derfor kan man se en kombination af både investeringskristendommen og provokationskristendommen. Dermed ser jeg ikke danskernes ambition om international-næstekærlighed som en ulempe, men et bevis på menneskelighed og overskud. 25%
  • Den syriske flygtning er din næste! At kun give næstekærlighed til sine nære venner og familie, er et ufatteligt egoistisk syn på den kristne næstekærlighed. Hvad med de mennesker der har mistet deres familie og venner eller måske bare ikke har nogle venner, hvem skal være der for dem? Alle har ret til kærlighed og omsorg. Så kan det godt være nogle danskere bruger for lang tid nede i det lokale flygtningecenter eller bruger søndagen på at samle ind i stedet for at se Disney film hjemme på sofaen med manden og ungerne. Men betyder det at de ikke viser næstekærlighed til deres nære relationer? Nej. De viser derimod et godt forbillede og følger Jesus ord. I det nok mest kendte bibelstykke, den barmhjertige samaritaner, fra det nye testamente, Lukasevangeliet, kapitel 10, vers 25 – 37, fortæller Jesus om hvordan vi viser næstekærlighed. En lovkyndig spørger Jesus, hvem hans næste er, Jesus svarer ved at fortælle om den barmhjertige samaritaner der hjælper jøden som er blevet overfaldet af røvere. Hverken præsten eller levitten hjælper, på trods af at de skulle forestille at være gode mennesker. Samaritaneren derimod, han hjælper den fremmede jøde, som han egentligt burde hade. Som Jesus siger, så er den næste ham som viser barmhjertighed, og vi skal alle gå ud og gøre det samme som samaritaneren. Vise barmhjertighed og næstekærlighed, overfor fremmede såvel som overfor de nære relationer. 25%
  • Det står klart, at vi bør have fokus på vores nære relationer, men på den anden side er man også forpligtet til at hjælpe mennesker i nød herunder flygtninge. Det kan godt være, at næstekærlighedsbuddet er forbundet med kristendommen, men det er ikke blot at elske Gud. Det handler mere eller mindre om grundlæggende medmenneskelighed at følge buddet i dag. Umiddelbart investerer mange kristne ikke i Gud, men alligevel efterlever man de kristne bud, og af den grund kan man ikke bare proklamere, at buddet udelukkende består af relationen mellem mennesket og Gud. Det handler også om forholdet mellem et menneske og et andet menneske. Det er absurd at sige, at det frie og rige Danmark ødelægges, fordi man giver flygtninge en hjælpende hånd. Det, at give en hjælpende hånd, er ikke nødvendigvis grund til, at det bryder med danske værdier. Måske er det ikke næstekærlighed at stemme på socialistiske partier, men på den anden side kan man vel heller ikke sige, at man ikke kan inddrage næstekærlighed i politik. Man kan sagtens udvise næstekærlighed som samfund igennem politik, der udviser en form for støtte både indfødte danskere, men også flygtninge. 25%
  • I kølvandet på Marie Krarups artikel ”Marie Krarup: Den syriske flygtning er ikke min næste” synes én konkret problemstilling at være overladt til læseren: Er syriske flygtninge mine næste? Svaret hertil er grundet i personlig og måske endda en anelse politisk overbevisning. Spørger du mig, så mener jeg, at vi skal hjælpe i det omfang, som er os muligt. Det er for mig underordnet, om dette er den rene kristne næstekærlighed. I stedet skal vi stille os selv spørgsmålet, om vi ikke selv ønskede, at andre udviste omsorg for os, såfremt vi stod i samme sørgelige situation. Hvis man stiller sig i opposition til dette, finder jeg det en stor løgn. Jeg tror i stedet, at denne afstand til at ville hjælpe andre mennesker skyldes manglende basal evne til at udvise empati. Jeg mener ikke, at næstekærligheden, som udvises mod vores nære herhjemme, er mere rigtig end den omsorg som drages for eksempelvis syriske flygtninge, selvom det måske er nemmere at se virkningen af næstekærligheden indenfor husets fire mure. Dog mener jeg, at Krarup har fat i den lange ende, når hun siger, at politiske partier ikke kan tage patent på begrebet næstekærlighed. Flygtningedebatten synes dog at være et politisk anliggende. Imidlertid synes hun selv at udviske skillelinjen mellem næstekærlighed og politik, som hun ellers prædikede om skulle opstegnes klart og tydligt? DF er som bekendt også alment kendt for at være et af de mest fremmedkritiske partier i Danmark. 25%
  • I debatindlægget, af Marie Kaarup, “Den syriske flygtning er ikke min næste, argumenterer den højreorienterede DF-politiker for at den stigende tendens til at vise hjælpsomhed/næstekærlighed over for flygtning overtager danskernes næstekærlighed til hinanden. Denne påstand er, fra mit standpunkt, et meget urealistisk synspunkt på samfundet i dag. Hun påstår, at de kristne værdier i Danmark er forsvundne og misforstået - især næstekærlighed. Kaarup mener, at fokusset på næstekærlighed mod flygtninge tager væk fra næstekærligheden mod vores nærmeste, men dette passer ikke. At danskere har overskuddet til at vise næstekærlighed mod flygtninge viser, at næstekærligheden allerede er en grundpille i vores hverdag. Vores næstekærlighed viser også, fra et religiøst standpunkt, at der er stort brug af investeringskristendommen - dog vises der ikke næstekærlighed udelukkende pga. Guds frelse skal opnåes, så derfor kan man se en kombination af både investeringskristendommen og provokationskristendommen. Dermed ser jeg ikke danskernes ambition om international-næstekærlighed som en ulempe, men et bevis på menneskelighed og overskud. 0%