Copy link
- Marie Krarup udlægger at hun ikke synes at vi burde elske den syriske flygtning som vores næste, men i stedet reserverer denne plads til vores nære familie og venner. Hertil siger hun at det jo alligevel kun er dem man kender. Dette er et synspunkt der klart er præget af investeringskristendommen, men dette synspunkt er til gengæld også forældet. Hvis man følger den kristendom som Jesus prædikede ville man hurtigt finde ud af at det slet ikke er sådan man burde tænke som kristen længere. Guds kærlighed er uendelig, og det burde ens egen også være. Det er derfor noget vrøvl når Marie Krarup siger at vi ikke kan elske dem vi har nært, og dem som vi måske ikke kender personligt samtidigt. Ikke nok med at vi burde udvise kærlighed og omsorg over for den syriske flygtning såvel som vores egne landsmænd, men vi burde faktisk går skridtet videre da flygtningen kommer fra en baggrund der klart har en negativ indflydelse på personen. Derfor burde vi, som Jesus prædikede, give dem en ekstra hånd. 16%
- Krarup har ikke ret i sine udtalelser, næstekærlighed handler om, at hjælpe andre og sine næste, om det er flygtninge eller familie. Krarup skriver også at Danmark lukker folk ind i landet , som ikke har noget krav på at være her. Jeg synes hun lyder mere som en racist end en som oprigtigt tænker på næstekærlighed. Hendes debatindlæg fokuserer mere på, om flygtninge bør opholde sig i Danmark eller ej. Næstekærlighed går ud på at hjælpe de mennesker man kan, om man kender dem eller ej. Man kan her tale om investerings kristendom, da Krarup også mener, at gud er den almægtige, at han er retfærdig, og at vi som individer har nogle retningslinjer at følge. Dette mener hun ikke vi gør, når vi lukker flygtninge ind i vores land. 28%
- I Marie Krarups refleksion over næstekærlighed er det gennemgående i teksten, at hun ikke mener, at syriske flygtninge er hendes næste. Hendes opfattelse af næstekærlighed er snæver og handler om, at hendes næste er de mennesker, som hun kan se og røre ved, altså mennesker i den nære relation. Hun siger direkte, at næstekærlighed ikke er rettet kollektivt til en gruppe eller et samfund og at man ikke skal tro, at det er et venstreorienteret bud, hvor man tager fra de rige og giver til de fattige. Marie Krarup er derfor en klar fortaler for begrænset næstekærlighed, da hun ikke mener, at det gælder alle, men i kristendommen handler næstekærlighed om alle mennesker. Det er ikke begrænset til dem, som man kender, men bredt til alle mennesker. I Markusevangeliet i ”Verdensdommen”, hvor det godt nok er med en investeringskristen-synsvinkel, er det endda fint beskrevet, hvordan man skal hjælpe, vise barmhjertighed og åbensind overfor alle. Man skal gøre noget for de mindst i ligeså høj en grad som for sig selv, altså ikke gøre forskel ud fra hvor folk kommer fra. Det samme gør sig gældende i Lukasevangeliet om den barmhjertige samaritaner, hvor man også hjælper den svage. Hvor ”Verdensdommen” har en mere investeringskristen-synsvinkel, altså at man ikke opnår frelse, hvis ikke man har vist barmhjertighed, så er den mere provokationskristne-synsvinkel tydelig i den barmhjertige samaritaner. Marie Krarup mener, at næstekærlighed er begrænset til dem, som står en nær, men det mener jeg ikke. Næstekærlighed handler netop om at vise barmhjertighed overfor alle og især dem i nød. Alle er guds børn ifølge provokationskristendom, derfor hjælper man også alle, og ikke en begrænset gruppe. Det er ikke et vanvittigt krav at elske dem, som man ikke kender, som Krarup mener. Det er en betingelse for kristendommen. Livet er Guds gave og hans barmhjertighed og tilgivelse er ubetinget, når man handler i barmhjertighed og retfærdighed overfor sin næste. Netop lignelsen om næstekærlighed handler om kærlighed til den fremmed næste. Gør man forskel på mennesker signalerer man had og ikke åbensind, hvilket er modstridende til kristendommens kærlighedsbud og buddet om næstekærlighed. 16%
- Efter at have læst Marie Krarups debatindlæg, blev jeg usandsynligt sur. Men jeg har ingen planer har om give Krarup en endefuld. Det er en af grundene til at vi er fundamentalt forskellige. Når Kraup skriver ” Næstekærlighed er også at give min søn en endefuld(…)” viser det blot at hendes opdragelsesmetoder er lige så forældede som Krarups definition af næstekærlighed. Hendes definition stammer formegentligt fra det gamle testamente, men er sidenhen blevet opdateret i det nye testamente hvor Jesus understreger overfor os, at vores næste er alle, ikke blot dem vi kender og i den forstand har kære. Men måske har Krarup haft for travlt med at smide flygtninge ud til at kunne læse op på sin religion. Heldigt for Krarup, er jeg tilhænger af provokationskristendommen, jeg tror på at Gud omfavner hende hver evig eneste dag, men at hun har for travlt til ordentligt at mærke den gave han har givet hende, livet. Og trods hun går i mod hans ånd i sine udtalelser og ved at nægte mennesker i nød sin hjælp, så er jeg overbevist om Krarups frelse. En sidste ting der gør, at Krarup og jeg er fundamentalt forskellige er, at Krarup ikke mener hun har mere kærlighed end til at lave mad til sine børn og give sin mand et kys – det synes jeg både ærgerligt og en smule sørgeligt. For jeg lover dig Marie Krarup, jeg kommer ikke og giver dig en endefuld, for jeg elsker dig som min næste, trods du aldrig har set mig. Og jeg har kærlighed nok til at ville elske hele verden 20%
- Når Marie Krarup taler om næstekærlighed, taler hun meget om, at man ikke kan være næstekærlig overfor fremmede, eller at man heller ikke er næstekærlig ved at føre en socialistisk velfærdspolitik. Hun mener, at det, at hjælpe folk i nød kun er et politisk spørgsmål mere end en kærlig hånd til sin næste. Marie Krarup går altså ikke ind for det nye testamentes syn på næsten som den barmhjertige samaritaner bragte, men mere et klassisk syn, der byggede på, at næsten er ens ven (landsmand, nabo, samme race, etc.). Hun siger om dem, der giver penge til syriske flygtninge, at de tager arven og giver den til fremmede mennesker. Siden Krarup anklager og beskylder disse mennesker, har hun altså et investeringskristent syn på gud. Gud er ikke tilgivende som i provokationskristendommen. Ud fra et provokationskristent syn har Krarup ikke ret i, at den syriske flygtning ikke er næsten. Gud elsker alle uanset folkefærd, tro, osv. Det må derfor også ses som den alment kristnes opgave at hjælpe alle, der har brug for det. 20%